02-07-2015

Færre virksomheder smøler med regnskabet

Der er meldt forårsstemning blandt de danske virksomheder, hvis der tages udgangspunkt i deres indgivelse af årsregnskaber. 

Regnskaber_finans

Danske virksomheder skal have indgivet deres regnskab senest fem måneder efter regnskabsårets udløb. For langt de fleste virksomheder betyder det, at de skal have indgivet deres regnskab til Erhvervsstyrelsen senest 1. juni.  

Den dato er der dog mange virksomheder, der ikke overholder. 

Ifølge vores tal overskred hele 33.883 virksomheder sidste år fristen for at indgive deres regnskab rettidigt. Det tal er i år faldet med hele 8,75 procent i år til 30.918 virksomheder. 

Faldet er et økonomisk sundhedstegn, mener Ivan Jæger Christiansen, direktør i NN Markedsdata.   

- Virksomheder, der klarer sig godt, har ofte travlt med at blive færdig med regnskabet, så de kan komme ud og fortælle kunder og samarbejdspartnere, at det går godt. Derimod er virksomheder, der klarer det lidt mindre godt, mere tilbøjelige til at putte lidt med regnskaberne. Derfor er det et positivt tegn, at flere virksomheder indgiver deres regnskab rettidigt, siger Ivan Jæger Christiansen. 

Gode tal bør offentliggøres hurtigt
NN Markedsdatas gennemgang af årets indgivne regnskaber viser, at langt de fleste regnskaber indgives i maj og juni måned. 

Næsten seks ud af 10 regnskaber svarende til mere end 82.000 regnskaber blev således indgivet i de to måneder i år. 

- Jeg kan godt undre mig over, at virksomhederne ikke har mere travlt med at få færdiggjort deres regnskaber, så de kan offentliggøre dem. Generelt bør en virksomhed, der har gode tal, forsøge at komme så hurtigt ud med dem som muligt, så de tal, der er offentligt tilgængelige, kan ligge online så længe som muligt, siger Ivan Jæger Christiansen. 

Dronningens fødselsdag var stille
Januar var den måned, der blev indgivet færrest regnskaber i år, mens maj var den måned, hvor der blev indgivet flest. 

Torsdag den 16. april – Dronningens fødselsdag – var den mest stille dag i Erhvervsstyrelsen. Her blev der kun indgivet ét regnskab. Mens den 29. maj var den mest travle dag, da hele 8.048 regnskaber blev indgivet.  

Yderligere informationer
Ivan Jæger Christiansen, direktør i NN Markedsdata, tlf.: 23 83 63 22