04-03-2015

Hjulene ruller hos erhvervslivet i Region Syddanmark

Personaleomkostningerne stiger mest i Region Syddanmark

Virksomheder i Region Syddanmark øgede personaleomkostninger mere end andre steder i landet i 2014. De stigende personaleomkostninger er et udtryk for en spirende optimisme i Syddanmark, vurderer NN Markedsdata, som står bag analysen. 

TVsyd

 

Virksomheder i Region Syddanmark øgede personaleomkostningerne med 6,7 procent fra 2013 til 2014. Dermed var de syddanske virksomheder mest rundhåndende i forhold til at lade personaleomkostningerne stige i 2014.

Det viser en analyse, som dataanalysevirksomheden NN Markedsdata har udarbejdet på baggrund af de godt 16.000 regnskaber, der foreløbig er indgivet for 2014 fra hele landet. 

Personaleomkostningerne, som dækker over lønninger, pensioner og andre udgifter, som virksomhederne har til social sikring af deres medarbejdere, steg næstmest i Region Sjælland, hvor virksomhederne øgede personaleomkostningerne med fem procent. I Region Nordjylland var der i samme periode en stigning på fire procent.

Personaleomkostningerne steg mindst i Region Hovedstaden og i Region Midtjylland, hvor stigningerne var på henholdsvis 1,8 procent og 0,4 procent, viser analysen fra NN Markedsdata.

Spirende optimisme 
Ifølge Ivan Jæger Christiansen, direktør i NN Markedsdata, er væksten i personaleomkostningerne et udtryk for en spirende optimisme hos særligt det syddanske erhvervsliv.

- Væksten i personaleomkostningerne er en vigtig indikation på, at virksomhederne ser mere lyst på fremtiden – de tør rent faktisk investere nogle flere penge i deres medarbejdere, siger Ivan Jæger Christiansen og tilføjer:

 - Det er ikke sikkert, at lønpakkerne er blevet meget større for den enkelte medarbejder i 2014. Det er mere sandsynligt, at væksten skyldes, at virksomhederne har ansat flere folk, siger Ivan Jæger Christiansen.

 Væksten i personaleomkostninger betyder, at virksomhederne i Region Syddanmark i gennemsnit brugte 242.000 kr. mere på personaleomkostninger i 2014 i forhold til 2013, mens stigningen blot var på 15.000 kr. for virksomheder i Region Midtjylland.

Forskellen mindsket
Virksomheder i Region Hovedstaden bruger dog fortsat flest penge på personaleomkostninger efterfulgt af virksomheder i Region Midtjylland. 

De tre øvrige regioners fremgang betyder dog, at forskellen på virksomhedernes personaleomkostninger er blevet mindre på tværs af regionerne. 

I 2013 var personaleomkostningerne 36 procent højere i virksomheder i Region Hovedstaden sammenlignet med virksomheder i Region Sjælland. I 2014 var forskellen 34 procent.

Tabel

 

Yderligere informationer

Ivan Jæger Christiansen, direktør i NN Markedsdata, tlf.: +45 2383 6322