28-01-2016

Virksomheder vest for den jyske højderyg giver oftest overskud

Virksomheder med adresse i den vestlige del af Jylland giver oftere overskud end i resten af landet.  

lokaleblaa

64 procent af virksomhederne i Herning gav overskud i 2014. Det gør Herning til den kommune i hele landet med den højeste andel af overskudsgivende virksomheder.

Det viser en af vores nye undersøgelse. Den viser desuden, at virksomheder med adresse vest for den jyske højderyg har en større sandsynlighed for at lave overskud end virksomheder i resten af landet.

- Man kan i store træk tegne en streg fra Aabenraa hele vejen op gennem Jylland til Hirtshals, og vest for stregen – med nogle enkelte undtagelser – har man de kommuner, der har den største andel af overskudsgivende virksomheder i hele landet. Det er en meget markant tendens og et meget opløftende resultat for Vandkantsdanmark, siger  direktør Ivan Jæger Christiansen.

Ringkøbing-Skjern Kommune, Hedensted og Varde ligger lige i hælene på Herning, når det handler om andelen af overskudsgivende virksomheder. 

Underskud i rige kommuner
Og mens NN Markedsdatas analyse er godt nyt for de vestjyske kommuner, så tegner analysen et anderledes dystert billede af situationen i nogle af landets mest velhavende kommuner. 

- Når vi ser på, hvor andelen af underskudsgivende er højest, så er tendensen næsten lige så markant, som den er ved de overskudsgivende virksomheder, siger Ivan Jæger Christiansen og fortsætter: 

- Side om side med Læsø, Ærø, Langeland og Syddjurs Kommune finder man Hørsholm, Fredensborg, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Gentofte Kommune, som alle har nogle af landets højeste andele af underskudsgivende virksomheder, siger Ivan Jæger Christiansen.   

Sund fornuft giver overskud
NN Markedsdatas analyse giver ikke umiddelbart noget svar på, hvorfor de overskudsgivende og underskudsgivende virksomheder klumper sig sammen i bestemte områder, men Ivan Jæger Christiansen har selv et bud: 

- Hvis jeg tager udgangspunkt i vores egen virksomhed, så er den placeret på en relativ ydmyg adresse i et industrikvarter i det sydlige Aarhus. Hvis vi havde et stort domicil på en dyr adresse i Hørsholm, så ville det naturligvis kunne aflæses i bundlinjen. Vi driver vores virksomhed med sund fornuft, så når vi bruger 1 krone, så ved vi, at vi skal tjene 1 krone og 10 øre – det er nok meget jysk, siger Ivan Jæger Christiansen.

Analysen er baseret på samtlige virksomheder i Danmark, som har aflagt regnskab for 2014.

Yderligere oplysninger:
Ivan Jæger Christiansen, direktør i NN Markedsdata, tlf.: 23 83 63 22. 

Analysen er omtalt på DR regional midtvest - læs artikel

Se herunder den samlede liste over landets kommuner. Tabellen viser andelen af virksomheder med overskud i de enkelte kommuner.

Overskudskommuner Overskudskommuner1